Spring til indhold

Vand og Sanitet

Adgang til rent drikkevand er en udfordring i mange menneskers hverdag i Niger. Vandressourcen er knap og er under pres fra klimaforandringer og en stor befolkningstilvækst, hvorfor en vedvarende indsats er nødvendig.

Danmark har støttet vand- og sanitetssektoren i Niger i mere end 40 år, og nyder i dag stor anerkendelse for både den måde vi samarbejder med de lokale partnere på og for de resultater der er opnået gennem årene. Danmark har i årene fokuseret på de fattige landområder i regionerne Zinder og Diffa. Disse regioner er i dag ekstra udsat som følge af truslen fra Boko Haram, der har medført flygtningestrømme til området, hvorfor den danske bistand er af meget stor betydning for at sikre vandforsyning, og bidrage til opretholdelsen af landets stabilitet.

Det nuværende vandsektorprogram PASEHA2 gælder for perioden 2012-2017, hvor Danmark bidrager med 200 millioner kr. og Luxembourg med 15 millioner kr. Programmet fokuserer fortsat på regionerne Zinder og Diffa, og består af to overordnede komponenter:

1. Støtte til etablering af nye drikkevandsforsyninger på landet og i mindre byer omfattende; vandforsyningsanlæg til distributionssystemer til flere landsbyer og traditionelle håndpumper samt brønde. Derudover, gennemføres rehabilitering af eksisterende håndpumper og brønde. Programmet forventes at give adgang til rent drikkevand for ca. 112.000 personer i Zinder og ca. 54.000 personer i Diffa. Desuden ydes der støtte til at fortsætte institutionelle reformer i vandministeriet på centralt og regionalt niveau.

2. Støtte til etablering af latriner og forbedring af hygiejne for skoler, sundhedsklinikker, offentlige steder samt familier. Bistanden ydes gennem vand- og sundhedsministerierne, der organiserer indsatsen decentralt i regionerne med investeringer i anlæg og undervisning i hygiejne. Det forventes at 395.000 personer vil få adgang til basale sanitære installationer.


Herudover støtter Danmark en langsigtet, hensigtsmæssig forvaltning af landets sparsomme vandressourcer. Dette skal dels bidrage til en beskyttelse af vandressourcerne, dels sikre en bæredygtig udnyttelse af vandressourcerne til forskellige formål som markvanding, vanding af husdyr, drikkevandsforsyning mv. og forebygge konflikter mellem de forskellige interessenter.

På det forvaltningsmæssige plan bidrager programmet til det nationale sektorprogram for vandforsyning og sanitet, som udgør en samlet planlægningsramme for såvel bi- som multilaterale donorer og den nigerske stat. Det nationale sektorprogram tager sigte på opfyldelse af 2015 målene og nye mål formuleres for tiden herefter.